Heltidsundervisning med mulighed for afgangsprøve
Ungdomsskolen tilbyder heltidsundervisning med mulighed for afgangsprøve for unge, der i en længere periode har behov for undervisning med en anden struktur, end den der tilbydes i folkeskolerne.
Tilbuddet er rettet mod elever, der for eksempel har flere skoleskift bag sig, er på kanten til at falde ud af uddannelsessystemet eller har mistet mod og lyst til skolegang.
Gennem lige dele fokus på trivsel og social og faglig udvikling er det overordnede formål med ungdomsskolens heltidsundervisning at understøtte den unge i:
- At gennemføre dele af eller hele folkeskolens afgangsprøve
- At indgå i både faglige og sociale fællesskaber
- At få en større trivsel
- At få den unge til at være mødestabil i skolen
Retningslinjer for heltidsundervisningen
Undervisningsministeriet har fastsat retningslinjerne for heltidsundervisningen, som skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og give eleverne de samme muligheder for en alsidig udvikling og kundskabstilegnelse, som hvis de havde gået i folkeskolen.
Ungdomsskolens heltidsundervisning er dog ikke bundet af folkeskolens regler om deling på klassetrin, fag, læseplaner, timeopdeling, mv.
Derfor adskiller skoledagen i ungdomsskolen sig fra andre almene tilbud ved at have bedre mulighed for at imødekomme elevernes individuelle behov.
Læs mere på Børne- og undervisningsministeriets hjemmeside.
En helhedsorienteret indsats
Heltidsundervisningen er et tilbud, som arbejder ud fra en helhedsorienteret forståelse af det enkelte unge menneske. Via et tæt og forpligtende samarbejde med den unge og forældrene bliver der lavet en individuel og målrettet indsats, så den unge kan udvikle sig bedst muligt både fagligt og socialt. Det betyder helt konkret, at ungdomsskolens heltidstilbud i Hørsholm har:
Færre elever i klassen
Tættere relationer mellem lærer og elever
Tæt samarbejde mellem forældre og lærer
Individuelt tilpasset undervisning
Kortere skoledage
Stort fokus på at skabe et rart og trygt undervisningsmiljø
Undervisning, fag og overgang
Eleven udskrives fra folkeskolen og indskrives i stedet som elev i ungdomsskolen med mulighed for få en 9. klasses afgangsprøve herfra.
Der undervises i dansk, matematik og engelsk på ungdomsskolen.
Ønsker eleven at gå til eksamen i andre fag, fx biologi eller fransk, har eleven mulighed for at følge undervisning på Vallerødskolen, eventuelt med en støtteperson fra ungdomsskolen som ledsager i timerne.
Vi forventer ofte at anbefale eleven at fortsætte i 10. klasse på Vallerødskolen herefter og støtter overgangen fra specialtilbud til folkeskole.
Tilbuddet om heltidsundervisning er etableret i tæt samarbejde med Vallerødskolen, så der er mulighed for gradvis faglig og social interaktion med de øvrige elever på skolen.
Det afsøges løbende, om den unge kan komme tilbage til folkeskolen.
Der er pt. 5 pladser i dette tilbud.
Målgruppe & optagelse
Der er optag til tilbuddet om længevarende heltidsundervisning én gang om året. Skoleledere/PPR kan indstille eleven til en plads på baggrund af en PPV.
Fristen for at indsende en indstilling er 1. marts for opstart i tilbuddet det følgende skoleår. Indstillingen behandles af et visitationsudvalg, som består af ungdomsskolelederen og lederen af PPR.
For elever, der har fået plads i tilbuddet, er der årlige revisitationsmøder. Tilbuddet er for elever i 7., 8. og 9. klasse.
Målgruppen for tilbuddet inkluderer:
- Psykisk og socialt sårbare unge med behov for trygge og strukturerede læringsmiljøer
- Skoletrætte unge med faglige udfordringer og lav motivation for uddannelse
- Elever diagnosticeret med problematikker, der gør det svært at følge undervisning i folkeskolen
- Unge med andre lignende faglige og sociale udfordringer